Drømmer du om at flytte ud af Danmark og etablere dig for livet langt væk fra Danmarks grænser. Eller overvejer du blot at købe en vinterresidens i varmen, så du kan flygte fra sne, slud, regn og minusgrader? Der er naturligvis visse ting, du skal være opmærksom på, når du køber ejendom i udlandet, og vi har derfor samlet nogle enkelte gode råd her.
Fordele ved at eje en ejendom i udlandet
Hvad end du vælger at flytte permanent, for en periode eller blot opholde dig i dit nye hus om vinteren, så er der en perlerække af fordele ved at købe ejendom uden for Danmark. For det første bliver du en del af det lokale miljø i det område, du køber ejendom i, og du vil helt sikkert lynhurtigt lære en masse mennesker at kende. Det betyder også, at du i den grad kommer ind under huden på det land, du befinder dig i, og du får indblik i alle de velbevarede lokale hemmeligheder, herunder de bedste butikker og det lækreste mad.
For det andet får du en dosis af noget helt, helt andet, end det som Danmark har at byde på – og det gælder altså, uanset om du så måtte flytte til vores nabolande, herunder Tyskland, Norge og Sverige. Der kan være store forskellige på kultur og mentalitet, selvom vi bor tæt på hinanden, og det er både spændende og lærerigt at opleve.
Har du fundet drømmehuset?
Så husk at få det gennemgået grundigt med en byggesagkyndig. Du er nødt til at vide, hvilke udfordringer i forhold til reparationer og udbedringer du står over for. I Danmark får man (typisk) en tilstandsrapport, hvis man køber et hus, men det er for eksempel ikke tilfældet, hvis du køber en lejlighed. Her skal du have en byggesagkyndig med rundt for at vurdere, om der kan være særdeles kostbare skavanker ved ejendommen og lejligheden.
Det samme kan være tilfældet, hvis du køber lejlighed eller hus i udlandet. Reglerne her kan være mærkbart anderledes, og du er nødt til at sætte dig ind, hvad det er for en ejendom, du køber. Det gælder selvfølgelig i endnu højere grad, hvis du køber et hus eller lejlighed af ældre dato. Du kulle nødigt ende med at sidde i en situation, hvor du hverken har råd til udbedringer eller til at flyve ned til din sommerresidens.
Skab dig et godt overblik på forhånd og læg en plan for renoveringerne sammen med en håndværker, så du ved, hvor mange penge du skal bruge på at gøre ejendommen i stand.
Få styr på reglerne
Der kan være andre regler, der gælder, når du køber hus eller lejlighed i udlandet. Det er derfor en god idé at alliere dig med en lokal advokat, som kan hjælpe dig med at holde styr på både dine rettigheder og forpligtelser, så du ikke laver dumme fodfejl.
Han eller hun kan også være med til at gennemgå kontrakten, før du skriver under, ligesom han eller hun kan vejlede dig i forhold til tinglysningen, skattefordele eller -ulemper samt eventuelle anderledes bankforhold, når du køber hus eller lejlighed i det pågældende land.
Det er dig, der er forpligtet til at kende reglerne, og uvished hjælper dig ikke, hvis du ender med at træde forkert. Du kan derfor ligeså godt får rådgivning fra starten.